Hvordan vedligeholder jeg bedst mit produkt?

Skal din seng, madras, dyne eller pude være dækket af vores garanti, og ønsker du, at dit nye produkt skal holde i mange år, er det nødvendigt med korrekt vedligeholdelse. Herunder kan du læse mere om, hvordan du bærer dig bedst muligt ad.

Senge generelt

For alle vores senge gælder det, at skruer og bolte kan løsne sig i takt med brug, og de skal derfor efterspændes - første gang efter tre måneder og derefter cirka en gang om året.

Støvsug delene på middel styrke og gerne med et møbelmundstykke.

Ved pletter skal du forsøge at rense med en fugtig klud og/eller med rengøringsmiddel beregnet til møbler. Vaskeanvisninger skal altid følges.

Elevationssenge

Vores elevationssenge er slidstærke, men de kan ikke holde til, at man sidder på den del, der er hævet, så det skal du undgå.

Elevationssengens bevægelige dele kan med tiden komme til at afgive lyd. Dette kan afhjælpes ved at smøre de bevægelige dele med WD-40 eller lignende.

Boxmadrasser

Boxmadrasser skal drejes minimum seks gange om året, og ved kontinentalbunde anbefaler vi tre-fire gange om året. Vi anbefaler dette, da slitagen på den måde fordeles, og holdbarheden forlænges. Drej derfor gerne din boxmadras så ofte som muligt.

Springmadrasser og madraskerner

Ønsker du at forlænge holdbarheden af dine madrasser, anbefaler vi, at særligt springmadrasser og madraskerner vendes og drejes minimum seks gange om året. Det er en god ide, så belastningen på blandt andet polstring og fjedre bliver fordelt bedst muligt.

Ved to madrasser, der er samlet i ét betræk, er det vigtigt at vende madrasserne separat inden i betrækket - det er tilfældet, hvis du har en dobbeltseng, der er minimum 160x200 cm.

Vi fraråder desuden, at du jævnligt ligger på en madraskernes såkaldte sideforstærkere. Det betyder i praksis, at du så ofte som muligt skal ligge midt på madrassen, så du belaster hver side af madrassen mindst muligt.

Betrækket på både springmadrasser og madraskerner kan med fordel tages af og rystes i ny og næ, da det medvirker til, at quiltningen igen bliver luftig.

Er du i tvivl om forskellen på en springmadras og en madraskerne? Springmadrassen er straks klar til brug, når du modtager den. Til sammenligning overtrækker man madraskernen med et betræk inden brug.

Topmadrasser

Topmadrasser øger din liggekomfort og medvirker til, at resten af sengen opnår en bedre holdbarhed. Topmadrassen skal også vendes og drejes jævnligt, ligesom eksempelvis en springmadras. Gør det eventuelt til en vane at gøre det, hver gang du skifter lagen.

Topmadrassens levetid forlænges desuden ved brug af en rullemadras. Det skyldes, at rullemadrassen tager imod fugt og sved, som ellers ville trænge ned i betrækket på topmadrassen.

Ønsker du at vaske betrækket på din topmadras, kan du ofte vaske det ved op til 40 grader. Betrækket skal dog altid strækkes ud i fugtig tilstand efter vask.

Også for topmadrasser gælder det, at man med fordel kan tage betrækket af og ryste det i ny og næ, da det medvirker til, at quiltningen igen bliver luftig.

Dyner og puder

Ryst dine dyner forsigtigt
Når dynen rystes, bør det foregå på dynens længste led - og helst ikke alt for kraftigt. Dynerne har nemlig indvendige kanalvægge, som kan briste, hvis man er for voldsom. Ødelagte kanalvægge medvirker til, at fyldet ikke forbliver fordelt korrekt.

Vask dyner og puder skånsomt
Dyner og puder optager meget af kroppens fugt og sved i løbet af natten, og de skal derfor vaskes løbende for at holde sig friske.

Vask en enkeltdyne (140×200/220cm) eller to puder ad gangen i vaskemaskiner på min. 7 kg. Dobbeltdyner bør vaskes på vaskeri eller renseri.

Vask på skåneprogram og kun med enzymfrit vaskemiddel (uden skyllemiddel), høj vandstand og lav tromlerotation. Bruges der vaskemiddel med enzymer, vaskes dunenes naturlige fedtlag/lanolin af, hvorefter de falder sammen og taber isoleringsevnen.

Tør dun i tørretumbleren
Efter vask skal dyner og puder altid i tørretumbleren, idet dun ikke kan lufttørre. I tørretumbleren bruges to-tre tennisbolde eller lignende, som ”banker” fyldet, mens det tørres. Det modvirker, at dunene klumper og danner mug. Det kan tage lang tid at tørretumble dun - helt op til fem timer, og dynen må på ingen måde føles fugtig efter tørretumbling. Er man i tvivl, kan man veje dynen inden vask og kontrollere, at dynen vejer det samme efter tørretumbling. Det samme gælder i øvrigt for puden.

Du kan også tørretumble dine dyner og puder, selvom de ikke er blevet vasket først. Tørretumbleren bevirker, at fugten i dynen eller puden forsvinder, og den igen bliver luftig. Det kan du med fordel gøre, hvis din dyne eller pude eksempelvis har mistet noget af sin oprindelige form.

Luft dyne og pude udenfor
Det er altid en god idé at lufte sin dyne og pude i friskt og gerne koldt vejr. Dette bør altid gøres i betrækket, da det holder dem friske. Det må dog aldrig gøres i direkte sollys, da det udtørrer dunenes naturlige fedtlag (lanolin).

Undgå generelt at banke dine dyner og puder, da det ødelægger dunenes spændstighed. Du kan i stedet anvende en blød børste.

Korrekt brug af sengetæppe
Bruger man sengetæppe på sin seng, må dette ikke lægges over sengen, lige efter man er stået op. Dunene har stadig lidt fugtighed i sig, så vent 5-10 min. med sengetæppet - så holder du dunene og din seng dejlig frisk.

  • En seng kræver også lidt kærlighed i ny og næ - i hvert fald hvis den skal holde i mange år. Du bør derfor jævnligt spænde sengens skruer og bolte og smøre de forskellige dele. Du kan også holde sengen ren ved at tørre sengerammen af med en tør klud eller støvsuge sengen med medium styrke.

  • Springmadrasser bør vendes og drejes mindst seks gange om året. Hvis du har en dobbeltseng med to madraskerner, bør du vende begge kerner separat, så belastningen bliver fordelt bedst muligt.